Adoption

Det glæder mig at se, det ikke er helt formålsløst at skrive på dansk :-). Der var en gang, dem har der været en del af. Den gang adoptionforeninger væltede frem. Jeg har det temmeligt ambivalent med adoption. Hvorfor får vi børn? Hvis ikke for vores egen tilfredsstillelses skyld? Om de er egne eller andres aflagte. Min far var formand for en sådan en, og ja, jeg er adopteret, hvis nogen skulle være i tvivl. Hvem vinder? Nogle fastholder, at man redder børn samtidig med at man på denne måde dækker egne behov. Umiddelbart ser det sådan ud. Jeg kan kun tale for mig selv, jeg har været udsat for velmenende forsøg på at give mig et liv jeg aldrig ønskede. Utak, er verdens løn. Jeg burde være taknemmelig, men det er jeg ikke! Jeg lever og lever godt. Kan det nogensinde opveje følelsen af ikke at være god nok? Ligemeget hvad, jeg prøvede så hårdt at jeg mistede fornemmelsen af hvem jeg var. Er det overhovedet rimmeligt? Jeg er familiens sorte får, jeg er anderledes. Da jeg var barn blev jeg sendt til dans, klaver, kor og sang. Jeg forsøgte at blive som andre ønskede, alle forventede at jeg skulle på konservatoriet. Jeg kunne være blevet ved med at please resten af mit liv. Problemet begyndte da jeg ville tænke selv, uvant med det som jeg var. Jeg lavede masser af kalamiteter. Familien slog nærmest hånden af mig efter episoden med arven der forsvandt. Jeg fik små 500.000 da jeg fyldte 18. Jeg var partyfreak. Stoffer og alkohol flød i mit blod. Det var en hurtig rus. Da jeg kom ud på den anden side havde jeg mistet alt, kun min far nægtede at give op. Jeg var så ligeglad, ønskede ikke andet end at folk lod mig være. Jeg flygtede til Norge, til en veninde. Tomrummet i mig voksede. Jeg kunne ikke stille noget op. Jeg mødte en sød nordmand, han sagde mig noget, var det kærlighed, desværre. Jeg stoler ikke på mange mennesker. Han fik overbevist mig om at det kunne være få et barn, fordi det havde vennerne, de fleste. Jeg burde have sagt mig selv at det var dummere end dumt. Igen, jeg pleasede ham. Det fortryder jeg aldrig. Jeg blev mor til en lille pige, jeg havde valgt navn. Marisha, hun var smuk som en engel, men da jeg så på hende første gang undrede det mig at hun lignede sin far så meget. Hans farver, på nær øjnene. De var det eneste hun fik fra mig. Jeg valgte navnet Lea. Hun var en dejlig unge, altid glad, undtagen når det var sengetid. Senere kom hendes lillebror Teis, også han var en skøn unge. Meget grim da han blev født, men han blev så smuk at folk standsede os på gaden, sunde og raske, fulde af liv og marrestreger, jeg nægtede dem ingen glæder hvis jeg kunne undgå det. De var mine skatte. 4 1/2 år efter fik vi så en Caroline, opkaldt efter hans oldemor. Jeg vidste hun ville være en ballademager da jeg så hende. Som sine søskende, var hun en glad pige, men med en voldsom stærk vilje. Der var ikke noget der kunne holde hende tilbage. Min pointe er at havde det ikke været mit eget kød og blod tvivler jeg på at jeg havde holdt ud de sidste 22 år. Det er så gammel min ældste bliver. Kan man elske andres afkom betingelsesløst? Det tror jeg ikke, hvergang man opdager noget ved barnet man ikke bryder sig om, vil det uværgerligt dukke op: det er ikke vores skyld, hun må være født sådan. Jeg husker en episode, min stedmor og jeg havde en kontrovers, det havde vi tit. Hvorpå hun inddragede min far, han var som en lus mellem 2 negle, stakkel. Da de ikke kunne vinde gehør for hendes synspunkt, vendte hun sig mod ham og råbte: du har gjordt hvad du kan! Underforstået, så indse det dog. Hun bliver aldrig som os. Forventningerne til adoptivbørn kan være dræbende, fordi de skal indløse alle de ting der har hobet sig op, derved vil det blive en skuffelse for mange der vælger at adoptere. Som jeg startede med der var engang.... Måske er det lettere for nutidens adopterede, jeg kan kun håbe