Jeg elsker dig

Jeg elsker dig, måske. Jeg kender dig ikke, vi har chattet og mødtes en weekend. Alligevel presser du på for mere, jeg er nem at overtale. På trods af at du ligger i skilsmisse, 10 år ældre. Der er så meget der burde få mig til at sige nej. Istedet glæder jeg hysterisk til at se dig igen. Mit hjertet har sukket efter dig. Det er mærkeligt, jeg ville aldrig have overvejet dig. Du virkede provokerende og bedrevidende på mig, nok derfor jeg havde svært ved at holde min mund. Du var sjov at snakke med, jeg lod mig rive med. Måske var det det du satsede på. Blev faktisk lidt forbavset over at du ville mødes, jeg tænkte åh nej, jeg er ikke til gamle mænd. Hvordan slipper jeg af med dig. Du var slet ikke som jeg havde forventet. Du blæste mig omkuld, men så hev du mig med til gamle venner, jeg troede vi bare skulle i byen. Søde venner, men jeg følte jeg blev set an, også i den grad. Blev faktisk lidt ked af det. Tænkte at du nok var skuffet over mig, ikke sød nok, smuk nok, interessant nok. Jeg bestemte mig for bare at nyde aftenen, på et tidspunkt fangede jeg dig i at stirre på mig. Jeg spurgte vist om du var træt og hellere ville hjem. Prøvede at give dig en udvej, du tog min hånd og kyssede den og sagde aldrig i livet. Det havde jeg ikke set komme. Jeg blev helt stille. Jeg lod dig kysse mig. Dejligt. Jeg nød dit selskab. Da du kørte mig hjem, gjorde du det igen, insisterede på at se mig dagen efter. Uventet. Et øjebliks magi, i byen, fint nok. Dagen derpå... Straks sværere. Men du hentede mig og kørte langt ud på lars tyndskids marker. Jeg frygtede det værste, jeg er ikke et natur menneske som dig, men du smilede og tog min hånd. Jeg beklagede mig vist temmelig meget, du trak mig ind til dig og kyssede mig. Da du satte mig af hjemme var det alt for svært at sige farvel. Jeg ville bare væk fra dig. Jeg gik og du kørte hjem til Fyn. Jeg havde det elendigt. Havde bare lyst til at begrave mig.var sikker på at jeg aldrig ville se eller høre fra dig igen, jeg savnede dig lige så hurtigt du forsvandt. Så skrev du til mig, fortalte at du ikke forstod jeg havde afvist dig. Jeg sagde det var fordi jeg var et kæmpefjols, fortalte dig om de overvejelser jeg havde angående dig. At du skræmte mig lidt, du er meget dominerende, og du sagde at du som regel fik hvad du ville når det kom til kvinder. Jeg kan huske jeg tænkte at du måske skulle finde en anden der ikke havde forbehold, men du sagde det kun var mig der tiltrak dig. Mine alarmklokker bimlede som aldrig før. Jeg tror jeg fik spurgt dig om det bare var fordi jeg ikke ville gå i seng med dig, der fik dig interesseret. Det benægtede du, så jeg fortalte at du skulle give mig tid til at lære dig at kende bedre, og at jeg ikke ville gå i seng med dig. Jeg ved dine overtalelses evner er store, du fik mig til at mødes 2 gange, og nu får du mig til at besøge dig. Med dig er min vilje helt væk, jeg vil bare være sammen med dig. Det er tosset. Jeg kan ikke forklare hvad der sker. Bare at jeg elsker dig, vil være hos dig. Min fornuft eksisterer ikke, for hvis den gjorde ville jeg skynde mig væk. Din kone rejser idag, til new zealand, jeg ved du er ked af det, også når du siger nej. Jeg er glad for hun forsvinder! Men frygter lidt hun kommer tilbage. Jeg vil ikke være reserveknald mens du venter på om hun kommer tilbage til dig. Du siger nej, sådan er det ikke. Ingen siger farvel til en del af sit liv gennem mange år på så kort tid, jeg tror ikke på det. Selvom du siger du har kæmpet for at bevare ægteskabet, så sidder det nok dybere i dig end du ønsker at erkende. En del af dig vil aldrig rigtig blive min. Skal jeg være ærlig, handler det om at satse eller løbe væk. Jeg taber uanset. det tog mig år at bygge en mur omkring mit hjerte, 14 dage for dig at invadere det. Det giver ingen appetit, søvn, i bedste fald hjertesorger. Hvad gør jeg så? Ved ikke om jeg orker at stå der igen, alene. Du har sat mig skakmat!