4 October 2012
Fortiden rækker langt ind i fremtiden. Af hele mit hjerte, er jeg københavner. Det vil jeg altid være. Det kan være svært at vide hvornår man er lykkelig, jeg mente at have fundet det der gjorde mig lykkelig. Familie, for en der aldrig har kendt sine egne forældre, var det ,det vidunderligste jeg kunne forestille mig. Min egen familie. Min elskede og jeg gled ind i rollerne som forældre, ikke uden gnidninger. Det skulle vise sig at være starten på et nyt kapitel i mit liv. Efter vores barn nr 3 blev født på Herlev hospital, begyndte det hurtigt at gå galt. Allerede da min far kom for at køre mig den korte vej hjem, gik det op for mig at den var gal. Min far spurgte til hvad jeg havde tænkt mig at bruge pengene til, jeg anede ikke hvad han talte om. Jeg sad som en anden idiot, indtil han fortalte at han havde sat 5000 ind på min konto. Vi havde fælles konto, så jeg takkede for gaven. Da jeg kom hjem, blev jeg mødt af nogle sultne, beskidte og glade børn; Mor var hjemme. Historier om manglende aftensmad, at de ikke brød sig om at være alene, efter de var blevet puttet, fordi far gik. Da jeg dagen efter gik ned i banken for at hæve penge, var min konto i minus med flere tusinde kr. Jeg kunne se regningerne hobe sig op. Der stod jeg med 2 børn og en nyfødt, lige op til påske. Uden en eneste kr. I det øjeblik mistede jeg alt for ham. Hvordan kunne han påstå at elske mig, elske sine børn, når han overlod os til armod. Jeg var helt knust, og forbandet, langt ind i Helvede. Jeg fik fat i min far, redegjorde for situationen. Han hjælp mig så jeg kunne betale mine regninger og vi kunne få mad på bordet. Jeg var klar til at konfrontere min mand! Efter påsken, med børnene i skole og børnehave, tog jeg fat i ham og sagde at vi var nødt til at tale sammen, og hvis han nægtede ville det være skilmissegrund. Han vidste godt, at den var gal. Han havde undgået mig ved at søge tilflugt hos venner. Det var på alle måder en grim situation for os alle. Selv børnene listede rundt på tåspidserne. Jeg kiggede på ham, ikke med hjertet, men med hjernen, jeg opdagede at jeg ikke brød mig om det jeg så. En svag mand, der var igang med at ødelægge det vi havde bygget op. Jeg vidste at jeg ikke ville tillade at han ødelagde deres barndom, fundamentet for deres voksenliv. Jeg bad ham fortælle mig hvilke tanker han havde gjordt sig da han tømte vores bankkonti? Hvad han havde af planer for fremtiden? Han var skamfuld, det var den hårdeste samtale i mit liv. Alt i mig ønskede at komme videre, tilgive. Var det kun mig, havde jeg nok fundet mig i det. Men hvem skulle kæmpe for mine børn, hvis jeg ikke ville/ kunne? Han havde ikke meget at sige til sit forsvar, han havde drukket pengene op sammen med nogle venner. Jeg var rystet, 20.000! På druk og stoffer, fandt jeg ud af senere. Jeg mistede næsten kontrollen over mig selv, jeg ville slå ham ihjel! Jeg vidste, at han vidste det. Jeg sagde til ham at han fik 6 måneder til at vise han ønskede at være en del af familien. Det betød, at han deltog i de daglig pligter, stoppede med alkohol, søgte hjælp og fik sig et job. Han indvilligede og de næste uger gik det fint, han gjorde sit bedste og jeg begyndte at tro på at det var muligt at nå den lykkelige slutning på historien. Så en lørdag, kommer min søn ind i stuen med en pose han har fundet mens de legede udklædning: Mor, hvad er det her? Mit hjerte sprang et slag over, for i posen et narkomankit. Alt hvad hjertet begærer. Jeg vidste at nu havde jeg tabt. Det kunne jeg ikke kæmpe imod. Red, hvad reddes kan. Jeg har aldrig grædt så meget som da, jeg var kold som is, da jeg atter engang konfronterede ham, og samtidig bad ham flytte indenfor 3 dage. Han valgte at protestere, jeg var negativt indstillet overfor ham, jeg var en dum kælling, der havde ødelagt hans liv. Jeg skulle ikke regne med at han fandt sig i noget, osv. Pandoras æske var åbnet. Jeg fastholdt at hvis ikke han flyttede frivilligt, ville jeg slå ham ihjel mens han sov. Jeg fortalte ham hvor heldig han havde været hidtil, at han på trods at de svigt ham havde udsat os for stadig trak vejret ubesværet! Han flyttede samme dag. Lige siden jeg var lille har jeg været fascineret af katte, fra huskatte til kattedyrene i Zoo. Desværre måtte vi ikke have hund/kat, hvor vi boede. Tiden, siges at læge alle sår. Forkert! Den kommende periode husker jeg svagt, salte tårer i smug. Mine børn var ikke så gamle, de skulle have deres barndom i fred. Så jeg bed tænderne i mig og kæmpede mig tilbage, der var ikke andet valg. Kvarteret vi boede i forvandlede sig fra et trygt sted, hvor vi kendte hinanden på kryds og tværs. Passede på hinanden, lavede forskellige aktiviteter sammen. Gennemstrømningen af folk der flyttede ind og ud blev høj, da min søn kom hjem en fastelavns mandag og var blevet overfaldet for nogle småmønter, var min grænse nået. Sammenholdt med at han var ordblind og der ikke var hjælp at få. Vi flyttede på landet. Langt væk fra stenbroens udfordringer, blot for at møde andre. Jeg havde aldrig hørt om byen, før vi stod der, med fuld oppakning, og 2 ørkenrotter. Det var en stor lejlighed, og der var nok at tage fat på med udpakning. Før vi flyttede havde jeg kontaktet skolen vi hørte til. Så der var styr på det hele. Alt faldt på plads, mine drømme om deres fremtid, var sikret. Kæledyr har vi haft i talrige mængder og afskygninger, nu skulle det være. En kat, jeg læste et opslag i den lokale avis, en ældre dame havde killinger, 3 stk. Jeg ringede til hende for at høre hvor hun boede og fortalte at jeg var på gå ben, med børn. Det var ikke noget problem, mente hun. Vi gik efter aftensmaden, og var hjemme kl 23.30. Damen boede meget langt væk. 10/12 km. Men vi fik en vidunderlig lille kat. 4 måneder gammel, velopdragen og renlig. Figaro, han var rød og hvid stribet. Jeg vidste der var mange katte i området, så han ville være nødt til at kunne forsvare sig. Jeg trænede med ham, vi bor i lejlighed 1.sal, jeg viste ham hvordan han kunne komme op på plankeværket og videre op på taget til vores vindue. Han var lærenem. En uge, så havde han styr på det. Ulempen var at han fulgte efter mig og ungerne p arbejde og i skole. Nogle gange måtte jeg bære ham hjem før jeg kunne komme på arbejde.
Skyggekat. • Opuss № I