Uskyld.

Jeg plejede at være så lykkelig, små ting kunne gøre mig glad. Det kan de endnu, om end ikke i samme omfang. Smilet i dine øjne, mine børns latter, solen der danser på himlen. Jeg ville ønske den smerte forsvandt, at jeg atter kunne føle mig fri og lykkelig. Jeg har aldrig været så ulykkelig lykkelig som med dig. Du fik mig til at tro på at vi skulle blive gamle sammen, evig lykke. Set i bakspejlet kan jeg se min egen naivitet. Nu spørger jeg mig selv om du nogensinde elskede mig, som jeg elskede dig? Fik jeg dig til at føle du kunne bevæge dig frit gennem universet? Mange år er gået, vi er ikke længere de samme mennesker som før. Du spørger hvorfor jeg ikke vil rejse til dit land? Tænker du på at der er grænser for hvor meget
jeg kan overkomme? Jeg vil ganske enkelt ikke udsætte mig for at skulle møde dig igen. Du var den bedste og mest skræmmende oplevelse i mit liv, på samme tid. Jeg elsker dig for alle de gode ting du har bragt mig, men jeg hader dig ligeså meget for de svigt du lod mig gennemleve. Jeg ville ønske jeg ikke savnede dig, du gjorde mig mere ondt end noget andet menneske i hele verden, jeg stolede på dig, jeg følte mig som det dummeste menneske. Aldrig mere vil jeg stole på nogen, ikke engang mig selv.